Beskrive, ikke diktere

To håndværk, og dette valgte det andet

Der er to måder at behandle et sprog på. Den første siger, hvordan man burde skrive: grammatikkens arbejde, korrekturlæserens, stilhåndbogens. Det kaldes præskriptiv.

Den anden iagttager, hvordan der faktisk skrives, uden at rette nogen: forkortelserne, tegnsætningen der falder væk, ordene der opfindes undervejs. Det kaldes deskriptiv, og det er, hvad sprogforskerne gør.

Begge er nyttige, og ingen af dem er en lejr, man skal melde sig ind i. Men et tastatur er ikke en sproggranskning: det læser ikke dit manuskript, det er med dig i en samtale. At rette nogen, mens de taler, har et andet navn.

Dette tastatur er altså deskriptivt. Det foregiver ikke at vide, hvad der er rigtigt. Det lærer det, du skriver, og hjælper dig med at skrive det hurtigere.

Hvordan det ser ud i praksis: det foreslår, du bestemmer →

Din måde at skrive på har et navn: din idiolekt

Sprogforskerne kalder idiolekt den brug, en enkelt person gør af sit sprog: ordforråd, vendinger, forkortelser, tegnsætning. To personer i samme familie deler ikke den samme.

Sådan begynder denne apps tekst i App Store: vi laver ikke alle de samme tastefejl. En statistisk autokorrektur sigter mod alles midte — og alles midte er ingens idiolekt. Derfor rammer den så ofte ved siden af netop hos dig.

En regel, som du skriver, sigter kun mod dig. Den kan ikke tage fejl af personen.

Hvad det ord ikke dækker

Det er godt at være klar over, hvad udtrykket betyder: en idiolekt hører til sproget, ikke til fingrene. Den siger intet om din tommelfingers geometri.

Og alligevel er det den anden halvdel af arbejdet. Dette tastatur husker desuden det præcise punkt, hvor din finger lander på hver tast — som ikke er midten, og ikke er den samme som min.

To lag altså, som man ikke bør blande sammen: det, du skriver, som hører til sproget, og hvordan du taster det, som hører til bevægelsen. Appen arbejder med begge. Den foregiver ikke, at de er det samme.

Hvordan en beslutning træffes her

Et design forsvares med tal, eller også forsvares det ikke. Tre vaner, og du kan efterprøve dem alle på dette websted:

• Finde målingen, før man beslutter, ikke bagefter.
• Angive kilden, så du kan efterprøve det uden at skulle tro os på vores ord.
• Offentliggøre det, der modsiger os. Siden »Det vi har læst« nævner et fund, der taler imod dette tastatur: autokorrektur hjælper faktisk skrivehastigheden. Det står der, fordi det passer.

Og når et tal er et skøn og ikke en måling, mærkes det som sådan: sprogkortet siger lige ud, at ingen, nogen steder, måler, på hvilket sprog verden skriver sine beskeder.

Studierne vi har læst, med deres kilder →
Vores egne tal, med deres grænser →

Uden korpus — og det er et afkald

For at studere et sprog samler man et korpus: store mængder ægte tekst, taget fra ægte mennesker. Det er håndværkets råstof, og en tastatur-app ville sidde perfekt til at bygge et.

Denne samler intet. Intet af det, du skriver, forlader nogensinde din telefon: ikke et ord, ikke en sætning, aldrig. Der findes ingen server, på udviklerens side, som din tekst kunne passere.

Det koster noget, og det skal siges: vi kommer aldrig til at vide, hvordan »folk« skriver i almindelighed. Det, tastaturet lærer, lærer det i din telefon, for dig, og dér bliver det.

Selv den anonyme måling, som appen kan bede dig godkende — slået fra som standard og tilbagekaldelig når du vil — bærer fjorten tællere og intet andet: ikke et ord, ikke en tast, ikke en skriverytme. Ingen kunne bygge et sprogstudie af det. Vi selv først og fremmest ikke.

Hvad der faktisk forlader din telefon, i detaljer →